30/10/2026
Skovsgård: Hold balancen mellem kulturmiljø og natur!
Vi er bekymret for fremtiden for Skovsgårds herregårdslandskab.
Vi er bekymret for fremtiden for Skovsgårds herregårdslandskab. Uden at blande os i retssagen mellem Skovsgård-fonden og DN vil vi gerne understrege, at nok er også vi tilhængere af mere hensyn til naturen i det danske landskab - men det må ikke ske på bekostning af vigtige historiske værdier. Skovsgårds bygninger, marker og skove er en unik historisk helhed. Skovsgårds herregårdslandskab er da også sammen med Hennetved landsby udpeget som kulturmiljø i kommuneplanen, ligesom det er fremhævet i det i 2023 udkomne landskabsatlas for Langeland Kommune. Om der er korn, raps eller græs på markerne er ligegyldigt. Men det er afgørende, at indtrykket af store marker, omgivet af hegn og stengærder bliver bevaret. Det vil være katastrofalt, hvis Skovsgårds godsmarker blev udsat for skovrejsning eller tilgroning. Når vi snakker om biodiversitet, er noget af den mest truede natur ikke skov og krat, men græssede overdrev og levende hegn.
I det hele taget stiller vi spørgsmålstegn ved miljøpolitikkens kærlighed til naturparker og "vild natur" frem for en politik for en mere bæredygtig og historisk forankret udnyttelse af hele det danske landskab. Med den mangel på helhedssyn får vi nogle enklaver med konstrueret "natur" og et hensynsløst storlandbrug på resten af arealet (som f.eks. de langelandske svineindustrier). Begge dele er udtryk for et brud med det historiske samliv mellem mennesker og landskab, som eksisterede fra stenalderen til 1960-70´erne. En fortsat økologisk drift af Skovsgård kunne have vist resten af Langeland, at natur godt kan forenes med land- og skovbrug.
Vi er også bekymret for bygningerne. De er et stykke unik kulturarv - ikke bare hovedbygningen fra 1889, men også udlængerne. Skovsgård har faktisk bevaret nogle af landets få endnu stråtækte driftsbygninger. Efter at Langelands Museum måtte opgive sine udstillinger, har herregårdsbygningerne imidlertid været præget af tilfældige løse ideer, manglende omsorg og forfald. Vi kunne selvfølgelig foreslå bygningsfredning af bygningerne omkring gårdspladsen, men det ville jo ikke hjælpe meget, hvis ejerne blot synes, at historiske bygninger er en klods om benet. Når man tager rundt til de langelandske herregårde, kan man se, at de fleste ejere nærer stor omhu for den kulturarv, de har arvet eller købt. Skulle en idealistisk forening ikke kunne være lige så ansvarsbevidst?
Venlig hilsen
p.f.v.
Peter Dragsbo