Offentlige bygninger i Rudkøbing: 1500-1800:

Vores middelalderbyer havde fra starten i 11-1200-tallet kun én slags offentlige bygninger: kirker og klostre samt kirkefolkets bispegårde, præstegårde osv. Rudkøbings præstegård har da også siden middelalderen ligget på Torvet, og der ligger den endnu (bygningen dog fra 1740). De øvrige fælles funktioner foregik enten i private huse, i større byer evt. særlige gildehuse, eller under åben himmel. Alle købstæder havde fra starten borgmester og byråd. Men om alle byer fra starten havde rådhus, er et spørgsmål. I de større byer havde man råd til at købe en byejendom til at bygge rådhus, f.eks. i Helsingør, Køge, Næstved, Ribe og Flensborg. Men i mange byer valgte man at tage et stykke af torvet eller kirkegården til placeringen. I Rudkøbing var der i hvert fald et rådhus i 1410, bygget på et hjørne af kirkegården. I 1640 blev der bygget et nyt rådhus i to etager og bindingsværk, som blev stærkt medtaget under svenskekrigen, men holdt til 1791. En anden offentlig funktion, der som regel blev anbragt ved kirken, var latinskolen, der skulle sikre teologer. I Rudkøbing blev der 1537 bygget latinskole på kanten af kirkegården ud til Smedegade, i dag nr. 7-9. Men hvor en del byer fik fine murede latinskoler, var Rudkøbings kun af bindingsværk. I 1739 blev en lang række latinskoler nedlagt i de mindre byer, og bygningen i Smedegade blev omdannet til byskole og degnebolig. Desuden var der 1748-1804 en ekstra skole i huset Vinkældergade 12, og i 1803 blev der oprettet en ”friskole” for de fattige børn, kombineret med arbejdshus, i Smedegade vest for passagen til kirken (nedrevet 1845). I samme kvarter var der også boliger for klokkeren og jordemoderen.

Mht. byernes fattige blev de i 16-1700-tallet anbragt huslejefrit i små huse, ”boder”, og måtte ellers leve af almisser og arbejde efter evne. Fra 1676 til 1835 havde fattigvæsenet bl.a. to boliger på Gåsetorvet (nr. 2-4), i Grønnegade (nr. 13) samt i ca. 1779-1867 i Ramsherred (nr. 28). Det var usle små huse, men hver husstand havde egen stue og køkken.

Omkring 1800 begyndte de danske provinsbyer at få ambitioner, hjulpet af de gode tider. By efter by fik nyt rådhus; Rudkøbing fik sit første lille murede rådhus i 1791, som i 1845 var blevet alt for lille og erstattet af det flotte hus på Torvet, som i dag er menighedshus. Også skolevæsenet fik nye rammer. De små skoler i Smedegade blev i 1835 erstattet af den flotte nye skole på Kirkepladsen, som blev udvidet 1845 og som efterhånden ”slugte” hele husrækken i Smedegade vest for KIrkepladsen til udvidelser, senest i 1891 gymnastiksal. Og i 1846 opførtes den nye fattiggård i Ramsherred (i dag nr. 13), hvor beboerne fik sovesale, forplejning og arbejdstilbud, men til gengæld mistede deres privatliv. Lignende fattiggårde blev bygget ude i landsognene.

Traditionen med sociale institutioner omkring kirkerne, som kyllinger omkring en høne, fortsatte dog længe. Husene hvor latinskolen havde ligget, blev således til stiftelse (nr. 9, fra 1874) og håndværkerhjem (nr. 7, 1894-1950). Og i nabolaget opstod flere andre stiftelser. Dengang eneste løsning for ældre, der ville undgå fattiggården, men ikke kunne arbejde. I Smedegade 3 og Grønnegade 10 oprettede de tre søstre Glad, der lavede de landskendte Rudkøbing-stråhatte, ”legatboliger”, som eksisterede til 1983. Og lignende legatboliger var der i Vinkældergade 4 (1870-1980). Men med folkepensionen og den moderne ældreomsorg løb tiden fra disse små private løsninger.

Offentlige og fælles bygninger i Rudkøbing 1850-1915:

O. 1850 havde købstaden Rudkøbing fornyet sit offentlige ansigt med byggeriet af nyt rådhus ((1845), ny borgerskole (1835-45), fattighus (1846) osv. Det nye efter 1850 var, at borgerne i stadig højere grad organiserede sig, først efter erhverv og interesser, senere politisk. Som det er blevet udtrykt, opstod der ”en borgerlig offentlighed”.

Især håndværkerne havde en sidste storhedstid, som skabte adskillige nye institutioner. Først skulle man sørge for sine egne: I 1851 grundlagdes ”Stiftelsen for trængende håndværkere og deres enker”, som i 1855 byggede den fint bevarede bygning i Ørstedsgade med små lejligheder. Det næste var at vise sin produkter frem for offentligheden, inspireret af de store verdensudstillinger rundt om i Europa. I 1857 blev Rudkøbing Håndværker- og Industriforening stiftet, og i 1862 afholdt man den første udstilling i rådhusets store sal. Senere kom flere udstillinger, kulminerende med den store amtsudstilling på arealet nord for Ørstedsparken 1904. Samtidig var der opstået behov for mere uddannelse, end den traditionelle lærlingeuddannelse kunne klare. I 1877 startede man en teknisk uddannelse, som i 1892 fik sit hus i en fornem Teknisk Skole i Ahlefeldtsgade (nr. 26, i dag Odd Fellow-ordenen) – et hus, der i stil og murværk skulle vise det bedste, tiden formåede. I 1886 fulgte byens handlende efter med en Handelsstandsforening og i 1900 med en særlig handelsskole.

Det nye selvbevidste borgerskab satte samtidig i fællesskab sit præg på byen. Først og fremmest var det ikke mere nok at mødes på rådhuset. I 1873 byggede gæstgiveriet i Brogade, nu ”Hotel Skandinavien”, byens første teater- og forsamlingssal – og der holdt Borgerforeningen sine arrangementer, indtil man i 1911 byggede egen sal ved Ørstedspavillonen. Samtidig begyndte et Forskønnelsesselskab fra 1882 at forvandle lunde og stier omkring byen til anlæg og promenader, og den driftige teglværksejer Ferdinand Christensen fulgte op med anlæg af badepavillonen ”Bellevue” og anlægget af ”Fredskoven”.

Også arbejderne og de nye religiøse bevægelser dannede fællesskaber og huse. Gennem 1880´erne og -90´erne var der flere tilløb til en arbejderbevægelse, mn først i 1897 fik byen sin første ægte fagforening for Arbejdsmændene på ”Frøavlen” og havnen. Og blandt de religiøse bevægelser kan nævnes Indre Mission, som i 1909 byggede missionshuset ”Bethesda” i Ahlefeldtsgade, KFUM, der fik sine første egne lokaler i huset Ahlefeldtsgade 27, men i 1914 byggede eget hus (Ahlefeldtsgade 14) samt metodisterne og baptisterne, der byggede små kirker på hhv. Reberbanen og Østerbro (begge siden nedrevet).

Men ikke mindst ønskede borgerskabet nu en bedre undervisning til sine børn end den, byens skoler kunne give. I 1882 byggedes den stor Realskole på Ahlefeldtsgade (nu Borgerhuset). Ordet ”realskole” opstod i 1700-tallet om de skoler, som i modsætning til de lærde skoler underviste i ”reale” fag: regning, geometri, dansk og moderne fremmedsprog, og blev fra 1903 fælles betegnelse for de skoler, der gav mellemskole- og realskoleeksamen. I Rudkøbing lukkede realskolen i 1912, da borger- og friskolen var blevet omdannet til kommunal enhedsskole, og bygningen blev derefter først brugt som anneksskole, fra 1927 som ”De Gamles Hjem”. Men så nærmer vi os tredje og sidste afsnit: Velfærdssamfundets institutioner.

Velfærdssamfundets offentlige bygninger i Rudkøbing:

1800-tallets fælles og offentlige institutioner var i høj grad var præget af det private initiativ, fra stiftelser til realskole, forsamlingshuse og museum – mens byen tog sig af det elementære: kirke, rådhus, grundskole og fattighus. Men i perioden efter 1. Verdenskrig kom der en helt anden satsning på det offentlige: For det første voksede kravene til de offentlige ydelser og for begyndte ideen om ”velfærdssamfundet” at slå rod – i Rudkøbing bl.a. fordi byrådets flertal fra 1919 var socialdemokratisk.

I 1915 besluttede byen at bygge en helt ny skole ved Kastanievej, efter at den gamle borgerskole ved kirken var blevet for lille, trods forskellige annekser. På grund af dyrtiden blev byggeriet forsinket, så den nye skole først stod færdig i 1921. Men så havde byen også fået en usædvanligt flot bygning, som i dag er forbilledligt genbrugt som boligkompleks. Også det gamle amtssygehus på Spodsbjerg var, trods udvidelser, blevet for lille – så i 1925 blev sygehuset i samarbejde mellem Svendborg Amtsråd og Rudkøbing by udvidet til det dobbelte. Stort set den bygning, som nu er rådhus for Langeland Kommune, selv om den har mistet sin hvide kalkning og de oprindelige kønne vinduer.

I 1920´erne og -30´erne kom der nyheder som folkepension, offentlig forsorg, arbejdsløshedsunderstøttelse osv. og i Rudkøbing betød det bl.a. at fattighuset lukkede og blev delvist erstattet af et nyt De Gamles Hjem i den tidligere realskole 1927. Sygekasserne blev et tilbud til alle, og offentlige biblioteker blev en selvfølge i byerne, og i Rudkøbing blev der i 1942 bygget et fint hus til begge dele. I 1949 fulgte byens første kommunale børnehave, i 1957 blev museet kommunalt og samme år blev hjemmesygepleje obligatorisk i alle kommuner, kimen til vore dages omfattende hjemmepleje. Det var dog 1970´erne, der for alvor ændrede billedet af byens offentlige tilbud. Først og fremmest blev De Gamles Hjem erstattet af to nye store alderdomshjem (i dag ”plejehjem”): det private Danahus og det kommunale Rudkøbing Plejehjem. Begge indrettet i moderne lave bygninger i grønne omgivelser (noget som politikere og ældreråd nok værdsætter mere end beboerne). Samtidig knopskød Langelands Museum med stadig flere afdelinger, og byarkivet fandt sin plads i den gamle banegård. Endvidere opstod der flere børneinstitutioner, og som rosinen i pølseenden fik byen 2010 en helt ny skole, Ørstedskolen: flot, moderne og optimistisk dimensioneret.

Til gengæld er det gået stærkt ned ad bakke med alle de statslige og regionale institutioner, som før i tiden hørte til en normal købstad: I 1960´erne lukkede sygeplejeskolen, teknisk skole, handelsskolen og toldkammeret – og i de sidste 20 år er dommerkontoret, politistationen, posthuset og til sidst sygehuset lukket. Argumentet fra stat og ”væsener” har hele tiden været rationaliseringer og besparelser. Men er et samfund en forretning eller et samfund? Det er et godt spørgsmål.