Kulturmiljø-beskrivelse: Ringvej-området i Rudkøbing

Velfærdsbyens start i Rudkøbing:

I by-forskningen plejer man at bruge betegnelsen om ”velfærdsbyen” om den byplanlægning, som – med rod i 1900-tallets begyndelse med tankerne om social byplanlægning og starten på en offentlig boligpolitik – tog fart i 1930´erne og nåede sit højdepunkt i 1940´erne og -50´erne. Væsentlige elementer i ”velfærdsbyen” var: byplanlægning, kommunale jordkøb, offentlig støtte til boligbyggeri, kollektivt byggeri udført af boligselskaber og kommuner samt sikring af velfærdsinstitutioner i hvert byområde og grønne områder til rekreation og sport. Opbygningen af tidlige ”velfærdskvarterer” skete især i de større ”kommunesocialistiske” byer, men også i Rudkøbing var man allerede i 1930´erne på vej, efter at flertallet i byrådet blev præget af Socialdemokratiet. Et første jordkøb skete i 1930, hvor byen købte det nedlagte teglværks område syd for Bellevue og i 1933 byggede en række småhuse på Teglbakken for at afhjælpe arbejdsløsheden. Senere blev både vejen Strandbakken og idrætsområdet anlagt som kommunale nødhjælpsarbejder.

Stødet til en mere udbygget indsats kom med den begyndende velfærdsstats store love i slutningen af 1930´erne: 1938 loven om byplanlægning, som forpligtede alle byer med over 2.000 indbyggere til inden 10 at have udarbejdet en bindende byplan, som skulle være godkendt af Indenrigsministeriet. Samme år udbyggede man loven om statslån til boligbyggeri med særlig støtte til byggeri for ”børnerige og mindrebemidlede familier”, og i 1939-42 kom der nye boligstøttelove, der i 1946 blev samlet i den store boliglov, der gav fra 85 til 97 procent statstilskud, højest til kollektivt og kommunalt byggeri.

I Rudkøbing gav disse love anledning til to ting: Den første var starten på en byplanlægning, som blev lagt i hænderne på den lokale landinspektør Mackeprang. Første forslag blev forelagt for byrådet 1946 og vedtaget 1947 – men blev pga. forskellige mangler ikke godkendt af Indenrigsministeriet, hvorfor byen først i 1961 fik en godkendt ”dispositionsplan”. Men allerede efter de første skitser begyndte Rudkøbing Kommune på jordkøb, bl.a. på området ved Galgebakken syd for Spodsbjergvej, og i 1942 blev linjeføringen for en fremtidig ringvej fra Humblevej til en kommende Langelandsbro-forbindelse fastlagt. Stykket fra Humblevej til Spodsbjergvej blev udført som nødhjælpsarbejde under krigen og var færdigt i 1945.

Det andet var starten på Langelands første almennyttige boligselskab, Boligselskabet af 1942, som blev stiftet 30. marts 1942 på initiativ fra Arbejdernes Fællesorganisation. Man havde fra starten kig på jord mellem sygehuset og Nørrebro, og da kommunen købte jord og anlagde Fredensvej, byggede man her, og allerede i august 1942 var der licitation på de første 8 lejligheder. Mht. byggeriets udformning havde man bedt foreningens arkitekt Arne Rasmussen overveje både rækkehuse og 2-etagers blokke – og valget faldt på rækkehuse, som dengang var noget helt nyt i de danske provinsbyer, hvor de – selv om rækkehuse kendes fra København siden 1920 – fik deres gennembrud som acceptabel boligform i årene 1938-39. På grund af den store bolignød besluttede Rudkøbing kommune dog i 1946 selv at begynde at bygge boliger ved det nyanlagte stykke ringvej. Det blev til det kvarter, som er omfattet af denne kulturmiljø-beskrivelse.

Identifikation af kulturmiljø-området:

Ved identifikation af kulturmiljø-områder opererer man med i hvert fald tre definitioner: Grundstruktur, Kerneområde, supplerende områder og enkeltelementer. Disse foreslås som følgende:

1.       Grundstruktur: Vejforløbet Ringvejen fra Humblevej til Spodsbjergvej samt sidevejen Skovbakken fra Ringvejen til Sommerlyst

2.       Kerneområderne er: Kædehusbebyggelsen Ringvejen 1-19, Træhusene Skovbakken 2-16 og rækken af enfamiliehuse Skovbakken 1-19.

3.       Supplerende områder er: De individuelle enfamiliehuse Ringvejen 6-20, og nyttehaverne ved vandværket.

4.       Enkeltelementer er: Mindestenen for P. Munch på hjørnet af Ringvejen og Jens Winthers Vej og den overfor liggende bunker, tilhørende Ringvejen 4.

Grundstruktur

Ringvejen og Skovbakken er udført som traditionelle veje med kørebane og fortove, uden vejtræer og lignende. Begge vejstrækninger har facadebebyggelse – i modsætning til den nyere del af Ringvejen nord for Spodsbjergvej, der efter krav fra ministeriet skulle udføres som facadeløs hovedvej. Fra Spodsbjergvej falder Ringvejen jævnt ned mod Humblevej, mens Skovbakken stiger op mod Sommerlyst, med en lille række ældre huse som point-de-vue. Vigtigste landskabselement er Galgebakken, hvis høje træer reser sig bag træhusene på Skovbakken.

Kerneområde 1: Ringvejen 1-19:

Historik: Kædehusene blev opført efter en offentlig arkitektkonkurrence, som blev udskrevet 5.11.1946, og som blev vundet af arkitekt Jørgen Stærmose, Odense med et forslag til 10 murede huse til to familier hver, anlagt i en forskudt kæde og forbundet med smalle udhuse, der skulle rumme brændselsrum mv. På grund af materialemanglen efter 2. Verdenskrig kom byggeriet dog først i gang i 1948, og efter at have truet de lokale håndværkere med offentlig licitation lykkedes det at få prisen ned på 33.000 kr. pr. hus, og året efter var alle lejligheder udlejet.

Karakteristik og bevaringstilstand: Kædehuse var i 1946 ligesom rækkehuse et meget nyt element i boligbyggeriet, lanceret af modernistiske arkitekter i midten af 1930´erne. Kædehusene ved Ringvejen danner en fin helhed, og de enkelte huse er præget af gode proportioner og raffinerede løsninger, bl.a. i de små forbindelsesbygninger. Husene står med blank mur mod tre sider, men rødkalkede mod haverne, o har tegltag. Bebyggelsen må anses som velbevaret, selv om den grå farve på træværket i hovedhusene ikke er original. Eneste indgreb i områder er, at de tidligere nyttehaver bag husene i nyere tid er blevet bebygget med ny bebyggelse (Borgmester Nilssons Vænge).

Kerneområde 2: Skovbakken 2-16:

Historik: På grund af manglen på traditionelle byggematerialer så man sig efter krigen om efter alternative løsninger, f.eks. i form af elementbyggeri, huse af betonsten eller træhuse fra Finland. Boligudvalget i Rudkøbing tog først til Aalborg, hvor de så ”nogle pæne små træhuse”, som var blevet bygget til tyske flygtninge i sommeren 1945, men som blev ledige i Aalborg, i takt med at flygtningene vendte hjem. Husene var præfabrikerede og købt i Sverige. Husene lå formentlig ved vandflyvepladsen vest for byen, hvor en række små træhuse ses på et luftfoto fra 1945.

Imidlertid viste det sig, at Rønne på Bornholm, der var blevet bombarderet af russerne i 1945, havde købt alle de 50 huse, som der kunne være tale om. Men så gav Rønne afkald på Aalborg-husene, både pga. mangel på arbejdskraft og fordi de sammen med Neksø havde fået tilbudt de berømte træhuse fra Sverige. Derved kunne Rudkøbing alligevel købe 10 huse, hvoraf 8 derefter blev opført ved Skovbakken.

Karakteristik og bevaringstilstand: De 8 træhuse fremtræder forbløffende velbevarede. Først og fremmest er ingen af husene blevet skalmuret eller lignende – og samtidig fremtræder de alle med den originale gavl mod gaden. Hvor husene i nyere tid er blevet udvidet, er det sket med udvidelser bagud, som stort set er udført i same materialer som forhuset. På en del af husene er de originale døre og vinduer blevet udskiftet, men ikke på en måde, der ændrer væsentligt ved det oprindelige præg. Kun har husene efterhånden fået forskellige farveholdninger, bl.a. sort – den oprindelige svenskrøde farve ses bl.a. i husene nr. 2 og 16. Alt i alt er der tale om en både historisk interessant og bevaringsværdig helhed.

Kerneområde 3: Skovbakken 1-19:

Historik: Allerede ved arkitektkonkurrencen om kædehusene i 1946 kom det frem, at bl.a. borgmester Nilsson foretrak ”parcelhuse” frem for række- og kædehuse. Derfor blev de murede småhuse, som kommunen i 1950 byggede på Skovbakkens nordside udført som enfamiliehuse med den lokale Arne Rasmusssen (som også tegnede Boligforeningen af 1942´s rækkehuse og meget andet).

Karakteristik og bevaringstilstand: De små rødstens huse med tegltag står velbevaret, og har i modsætning til træhusene overfor – bevaret et ensartet præg over forhaverne med lave hække mod gaden. Kun skæmmes række af en enkelt carport i gadelinjen. Husrækken er interessant i kraft af sit samspil med rækken af træhuse og kædehusene på Ringvejen.

Supplerende område: Ringvejen 4-20

Historik: I modsætning til de øvrige husrækker blev østsiden af den sydlige del af Ringvejen bebygget med private villaer i årene omkring 1950. Eneste nyere bygning er Pinsekirken, Ringvejen 4, fra 1964-

Karakteristik og bevaringstilstand: Husrækken Ringvejen 6-20 er præget af typiske murermesterhuse, opført med statslån. Husrækken 12-20 samt nr. 6 fremtræder ret ensartet med høje sadeltage. Derimod er det nordlige hjørne af Skovbakken (nr. 8) bebygget med et typisk statslånshus med lav tagrejsning, mens det sydlige hjørne er bebygget med en toetagers ”bungalow”. Husene fremtræder ret velbevaret; først og fremmest har alle bevaret deres blanke røde murværk. Mest skæmmende element er den hvide tilbygning i to etager til Ringvejen 10, ud mod Skovbakken.

Supplerende område: Nyttehaver bag Spodsbjergvej

I mellemrummet mellem Spodsbjergvej, Skovbakken og Ved Haverne ligger der ved det kommunale vandværk et område med nyttehaver i form af rene grøntsagshaver, uden kolonihavelysthuse. Haverne er formentlig udlagt sammen med de kommunale huse i kvarteret, til supplering af arbejderfamiliernes høje grad af selvforsyning. Haverne er et led i den socialhistoriske helhed og bør bevares!

Interessante elementer:

1.       Mindesten over folketingsmand og udenrigsminister mv. P. Munch (1870-1948). Mindestenen over den kendte radikale politiker, som i mange år repræsenterede Langelandskredsen i Folketinget, blev rejst efter P. Munchs død 1948. På en måde er det symbolsk, at stenen står som en milepæl til indgangen til Rudkøbings første ”velfærdskvarter”, for få drømte som P. Munch om at skabe et samfund med sammenhængskraft gennem demokratisk fællesskab og social velfærd.

2.       Bunker fra 2. Verdenskrig. Over for P. Munchs mindesten ligger et lille grønt område med en bunker fra 2. Verdenskrig, i nyere tid erhvervet af Pinsekirken, som plejer området og har rejst en flagstang. Hvor Ringvej-kvarteret viser holdbarheden i Munchs visioner, viser bunkeren til gengæld med skæbnens ironi også Munchs store nederlag: Troen på, at Danmark gennem fredelig neutralitetspolitik kunne holde sig uden for endnu en europæisk krig. Derfor blev P. Munchs eftermæle omfattet af blandende følelser – og da bebyggelsen bag 1948-kædehusene skulle navngives, fik vejen på grund af protester navnet ”Borgmester Nilssons Vænge” i steder for ”P. Munchs Vænge”.

Trusler mod kulturmiljøområdet:

1.       Stedsfremmed byggeri. Hvor bebyggelsen langs Ringvejens sydlige del og Skovbakken er præget af en fin helhed med de 8 træhuse og den øvrige bebyggelse i røde sten, viser et nybyggeri på grunden Skovbakken 18 i parcelhusstil, hvordan byggeri, der ikke passer til stedet, truer helheden. Over for dette hus står bebyggelsen på Borgmester Nilssons vænge, der fint matcher de foranliggende kædehuse.

2.       Ombygninger. Det er nærmest et mirakel, at det meste af bebyggelsen står så velbevaret, først og fremmest i sin materialemæssige karakter: Ingen af træhusene er blevet skalmuret eller udvidet mod gaden, kædehusene ved Ringvejen og småhusene ved Skovbakken står i deres originale rødstensmure med tegltage – og de individuelle villaer nr. 6-8 har også undgået tidens ”pest”: vandskuringer og moderniseringer á la ”patriciervilla”-stil.