Vandring på Hou Nordstrand, den 24. maj 2025
Vandring på Hou Nordstrand, den 24. maj 2025
Den 24. maj 2025 havde bevaringsforeningen arrangeret vandring på Hou Nordstrand. Solskin og
en heldigvis let brise, var med til at gøre turen til en fornøjelse for de 26 deltagere. Værter var
Henning Linding Jacobsen og hans hustru Karin. Henning har i hen ved 30 år gransket områdets
historie, og vores værter delte generøst ud af deres viden både om bebyggelsen og dens beboere.
Efter rundturen i plantagen inviterede Henning og Karin hjem til kaffe, og deltagerne fik lejlighed til
at se og høre mere om det kolossale materiale, Henning i årenes løb har samlet om
sommerhusområdet på Langelands nordspids.
Sommerhuskolonien Hou Plantage blev anlagt i 1919 af kunstmaler Alfred Hansen og hans bror
murermester Hans Jørgen Hansen. Alfred havde gode kontakter i København både til
håndværkere og til potentielle købere og fik fremstillet 24 sommerhuse i samlesæt. De blev sejlet
til Lohals og så sat op i Hou Plantage. Husene var gedigne træhuse af svensk nåletræ –
sorttjærede med hvide vinduer og døre og med helvalmede paptage og en lille veranda ved
indgangen. Den er nu i de fleste tilfælde lukket og bygget til. De to rækker langs med stranden blev
placeret forskudt, så både forreste og bageste række havde havudsigt. Husene står stadigvæk i
dag karakteristiske og genkendelige.
Mange af husene blev købt af københavnere, så området fik navnet ’københavnerkolonien’. Men
også folk fra Rudkøbing var interesseret i at få sig et sommerhus i Langelands første
sommerhuskoloni. Henning og Karin kunne fortælle om det muntre landliggerliv, der har udspillet
sig især i 1920-erne og -30-erne med teater, sang og dans med kendte københavnske kunstnere.
Efter vandringen på Hou Nordstrand blev deltagerne inviteret til Uglebjergvej 6 på en forfriskning
og til at se laden, som er ved at blive restaureret. Laden er oprindeligt fra 1935, men blev i 70-erne
bygget om til svinestald. I den forbindelse blev port gennemkørslen og næsten alle vinduer muret
til. Gennemkørslen med porte er nu genskabt og der er igen sat vinduer i. Desuden er store dele af
tømmerkonstruktionen renoveret, fordi flere af de gamle bjælker var rådnet igennem.
KH 26.5.2025